Madkultur

I Vandpytten på Hellevej får børnene lov til at spise selv. Det gør et måltid sjovere og motiverer børnene til at deltage i måltidet. Jeg guider de helt små til fx at holde koppen med begge hænder og vi øver brugen af bestik, men spiser også gerne med fingrene. Det er der en stor sanseoplevelse i, der kan skabe tryghed og skabe rum til at turde smage maden, når man kan mærke på den først.

Ved bordet skåler vi sammen og det sker at børnene deler maden med hinanden. Det sker fx når de store børn brækker et lille stykke af deres bolle som de putter i munden på de små børn eller når to store børn bytter mad fordi den ene er helt vild med pølser og den anden er vild med majs. Det er fantastisk at mærke den næstekærlighed de har til hinanden.

Madro

Jeg er tilhænger af principperne i madro, der har strategier som kan sikre sunde og naturlige madvaner.

Der er vigtige byggesten i forhold til fx næringsrigt mad, men intet er forbudt. Det kommer fx til udtryk når der på frokosttallerkenen ligger lidt pebernødder sammen med leverpostejshapsere og cherrytomaterne.

Min rolle er at bestemme hvad der bliver serveret og at de i løbet af dagens måltider bliver præsenteret for både kulhydrater, frugt, grønt og gode proteinkilder. Det er børnenes rolle at mærke efter og spise det de har brug for. Den afslappede tilgang til maden smitter af på børnene og gør måltidet til en hyggelig og rar stund hvor der er plads til at bruge sin energi på at lære at spise, da det i sig selv også er noget der kræver øvelse og atter øvelse.

Måltider

Der serveres 3 måltider i løbet af dagen i Vandpytten på Hellevej. Formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad. Udover de faste måltider får børnene gerne en lille snack mellem formiddagsmaden og frokosten ligesom vi kan finde på at spise en lille snack om morgenen, hvis de små maver er blevet sultne.

Mange måltider giver børnene ro til at mærke efter hvad de vil spise under de enkelte måltider. Små børn har små maver, der hurtigt fyldes op, men også hurtigt bliver sultne igen. Derfor spiser vi mange gange i løbet af dagen og holder maven glad.

Formiddagsmad

Her serveres brød og frugt. Klokken er typisk 9 når vi spiser formiddagsmad. Nogle dage laver vi boller fra morgenstunden eller bager bananpandekager i fællesskab. Børnenes selvværd vokser så fint, når de engageres i dagligdagens gøremål og så smager det bare bedre.

Men vi spiser også gerne havrefras, yoghurt, smoothies og hjemmelavet is. Hvem vil ikke gerne spise is til morgenmad.

Frokost

Til frokost varierer det mere hvad børnene får serveret. Men i top 3 ligger 1) pasta og kyllingepølser m. grønt 2) rugbrød med pålæg + grønt 3) rester fra dagen inden hvor især Martins frikadeller er et hit.

Vi spiser gerne varm mad, men prioriterer oftere at smøre en madpakke, som spises på en af byens legepladser, i legegruppen eller give os mulighed for mere tid udenfor.

De helt små børn bliver tilbudt et supplement til maden i form af havregrød eller øllebrød. Der skal være tid og ro til at lære at spise og med lidt grød bliver maven stadig mæt, så barnet stadig kan sove en dejlig lur og være klar til eftermiddagstimerne.

Eftermiddagsmad

I virkeligheden minder eftermiddagsmaden meget om formiddagsmaden, men til tider i lidt mindre skala. Der er ikke samme ro omkring måltidet sammenlignet med om formiddagen da børnene nogle gange hentes ind fra lur undervejs eller bliver hentet af far og mor.

Snacks

Vi drikker vand i løbet af hele dagen. Snacks kan variere meget men rosiner, små kiks, mariekiks og digestivekiks er højt på listen af favoritter.

Special kost

Har jeres barn brug for special kost eller mælkeerstatning, skal i medbringe dette.